Now you see it – Now you don’t

68.B.-NOW-YOU-SEE-ITPersienner er øjne.
Øjne der lukkes og åbnes varsomt, omhyggeligt:
”Now you see it – Now you don’t.”
Som et ”Luk øjnene, Skat. Far har en overraskelse…”
Er det en ny dukke eller en skarpsleben kniv?
Idyl eller gyser?

Hvem ved det, før persiennen åbner sig?
Åbner sig som en blomst. Som selve øjet.
Dét øje vi opfatter alt igennem.
Dét evigt nysgerrige øje.
Persienner er skabt både for og imod:
Hvem elsker ikke at glo?
(Vis mig én, der nægter det.
Og jeg skal vise dig en løgner –
ganske gratis og samtidig.)

Alle vil gerne se alt.
Ikke alle vil altid gerne sés.
Derfor findes persienner. Kun derfor.
På samme måde, som kvinder
i store del af verden bærer slør.
På samme måde, som tryllekunstnere og magikere
behændigt manipulerer med deres lommetørklæder:
”Var der ikke et kortspil?”

”Now you see it. Now you don’t”.
Som en stadig gentaget synsprøve hos optikeren.
Den universelle optiker.
Som din egen erkendelse af verden.
Dine egne drømme og idéer.
Nu kan du se dem. Nu kan du ikke. De flimrer.
De kommer og forsvinder.
Også bevidstheden har sine persienner,
der alt for ofte kun tillader os
små smalle sprækker af lys.

Hjemme, inde, privat: persienne ned.
Ude, åben, offentlig: Persienne op. Af og på.

Og ind imellem i alle spændingsfelterne:
De små sprækker af lys,
som persiennens ukendte opfinder
må have set for sig i en drøm i Paris
en sen eftermiddag i 1750’erne…

Dan Turéll – 1989